På klubmødet den 12. januar i Tørning Len Y's Men's Club, havde vi fornøjelsen af at byde velkommen til Mark West, der delte sine erfaringer og oplevelser fra sin cykeltur gennem Europa. Hans inspirerende fortælling gav et spændende indblik i både udfordringerne og de mindeværdige øjeblikke undervejs.
Forestil dig at trille ud af indkørslen en tidlig morgen, benene spændte, tasken pakket, og kun én plan: at lade Europa folde sig ud, én pedalomdrejning ad gangen. Fra Lofotens barske fjelde nord for polarcirklen til Taurusbjergenes varme i Tyrkiet, fra Barcelonas pulserende gader til Bornholms bløde bakker – og alt derimellem. Over 17.000 kilometer på cykel. Hvad lærer man egentlig af det?
Når verden åbner sig – hvis du gør det samme
Det første, man opdager, er, at det ikke kun handler om smukke bjergpas, gamle bygningsværker eller solopgange fra teltet. Det handler om mennesker. Om møderne, historierne og de små og store gestusser, vi giver hinanden, når vi tør være nysgerrige, åbne og modige. For verden åbner sig, når man selv åbner sig.
Menneskerne på vejen: Fra nonnekloster til fjordkant
Undervejs har jeg mødt en nigeriansk mor med spædbarn i et nonnekloster i Toscana, en hviderussisk familie på flugt – først fra diktatur, så fra krig – og en tyrkisk bonde, der inviterede på frokost med hjemmelavet, økologisk mad. Jeg har delt teltplads med en norsk bonde, hvis far engang faldt 500 meter ned i fjorden, og cyklet side om side med en tørlagt østtysk pige, der havde lagt sit liv om og nu trillede gennem Frankrig.
Og så er der de uventede helte: En ultracyklist, der lige havde vundet et ræs, en fransk dame, der cyklede 10 km for at vise os den rigtige bager, en tysk kræftoverlever, der cyklede til Georgien og tilbage – og siden besøgte os – og en kurdisk kvinde med rygsækken fuld af eventyr fra “stan”-landene. Plus utallige cyklister på modsat rute, hvor 10 minutters snak, tips, smil og et “god tur” blev dagens højdepunkt.
Overnatning på kanten af det absurde
Når man cykler Europa tyndt, sover man ikke kun på hoteller. Jeg har sovet i moskeer, i kirker, på turistbureauer, i bjergbyer og langs floder. Som officiel katolsk pilgrim – uden at være hverken katolik eller pilgrim – fordi det åbnede døre til noget særligt.
Ben af stål – og et hjerte, der vokser
Det, jeg tager med mig, er ikke bare stærke ben og solide lægmuskler. Det er venskaber, menneskelig indsigt og en tillid til, at verden overvejende vil én det godt – hvis man møder den åbent og med respekt. Det kræver nysgerrighed, udholdenhed og viljen til at gøre noget nyt. Men det giver langt mere tilbage, end man forestiller sig, når man triller ud af indkørslen første dag.